Danmarks bedste minigolfbaner

Har du brug for en sjov aktivitet, du kan udfordre familie eller venner i, er en minigolf-dyst altid en sikker vinder. Men hvor finder du de bedste minigolfbaner i Danmark? Vi har samlet et udvalg af de allermest populære baner til dig her.

BornPark Minigolf – Bornholm

Når vi taler om minigolfbaner, kommer vi ikke udenom BornPark på Bornholm. Det er ikke mindre end Nordeuropas største minigolfbane med 18 huller og et sandt overflødighedshorn af lækre detaljer. Selve minigolfbanen er formet som Bornholm, og de enkelte huller tager udgangspunkt i Bornholms klassiske attraktioner.

Gudhjemvej 27, 3760 Gudhjem

Jambo Feriepark – Saltum (nær Blokhus)

Ved Saltum i nærheden af Blokhus og Fårup Sommerland ligger Jambo Feriepark. Det er en afrikansk-inspireret feriepark med en kæmpe minigolfbane – komplet med krokodiller, elefanter og andre ”forhindringer”. Minigolfbanen har hver dag i sæsonen åbent fra kl. 10-22.

Solvejen 60, 9493 Saltum

West Coast Minigolf – Blåvand

Spil minigolf helt ud til Vesterhavet på West Coast Minigolf. Her finder du en 18-hullers minigolfbane i kuperet terræn med masser af træer og buske, der giver en anderledes minigolffornemmelse. I højsæsonen mellem 1. juni og 31. august er der åbent mellem 10-22.

Blåvandvej 85 B, 6857 Blåvand

Dino Golf – Skagen

Hvad har minigolf og dinosaurer at gøre med hinanden? Hos Dino Golf i Skagen giver kombinationen mening. Her kan hele familien spille minigolf blandt imponerende dinosaurer – og et kort øjeblik kan man blive i tvivl, om man befinder sig tilbage i forhistorisk tid eller på en minigolfbane i Skagen.

Gamle Landevej, 9990 Skagen

Kerteminde Minigolf – Kerteminde

”Danmarks bedst beliggende minigolfbane”. Sådan skriver Kerteminde Minigolf om sig selv, og man må give dem, at de har en pointe. Banen ligger lige ud til Kerteminde Bugt. Her kan du spille på banens 18 huller, mens du nyder udsigten. Og en solnedgang kan det også blive til – Kerteminde Minigolf har aftenlys, og du kan fortsætte helt til kl. 22 hele sommeren over.      

Marinavejen 16, 5300 Kerteminde   

Golf Park West

I Golf Park West kan du spille Adventure Golf. Det betyder, at du skal bevæge dig rundt på hele banen. Banerne smukt anlagt område med vandfald og stensætninger. Her får du både øvet dine golftalenter og en anderledes naturoplevelse.

Vesterhavsvej 150, 6830 Nørre Nebel

Rømø Minigolf

Rømø Minigolf har eksisteret siden 1990 og er placeret på en 3000 kvm. stor naturgrund. Med masser af træer og buske er der nærmest oasestemning over Rømø Minigolf. Udover minigolf er der også mulighed for at spille petanque og prøve shuffleboard.

Havnebyvej 209, 6792 Rømø

Adventure Minigolf (Rold Storkro)

På Rold Storkro i Rebild kan du spille minigolf og næsten lade som om, at du står på en rigtig golfbane. Forhindringer i form af højt græs, bunkers m.m. og et lækkert kunstgræs som underlag, giver dig mulighed for virkeligt at teste dine evner.

Vælderskoven 13, 9520 Skørping


Har du lyst til at leje et sommerhus?

Du kan finde vores sommerhuse over hele landet – lige fra Vesterhavskysten til Bornholm.

Vores luksussommerhuse har plads til mange personer (typisk fra 14 til 30), og mange af dem er udstyret med både spa, sauna, bordtennis, billard og meget andet. Kort sagt: Masser af plads og masser af luksus.

Se her, hvor du kan leje vores sommerhuse.