• Om os
  • /
  • Medarbejdere hos VillaVilla

Medarbejdere hos VillaVilla

​​Holdet bag VillaVilla består af 13 medarbejdere. Lær os bedre at kende nedenfor, så ved du, hvem du snakker med, når du ringer eller skriver herind!

Laura Nautrup, ferierådgiver

Laura Nautrup

Telefon, chat, Facebook og mail er alle måder at komme i kontakt med Laura på. Laura blev samfundsfaglig student fra Skive Gymnasium i 2019 og har siden efteråret samme år været en del af holdet bag VillaVilla. Hendes arbejdsopgaver i dag spænder bredt og dækker både bookinger, bogholderi, kundeservice og administrative opgaver. Selvom hun ingen tidligere erfaring har indenfor branchen, nyder hun sit arbejde meget og har i løbet af den tid, hun har arbejdet på kontoret fået det, hun selv kalder et kæmpe selvtillidsboost i forhold til arbejdserfaring. 

Når Laura ikke er på arbejde, bruger hun tid sammen med sine venner, familie og kæreste. Igennem hele hendes opvækst har familien haft eget sommerhus i Blokhus og når hun virkelig skal koble af, sker det her. Der er hverken det store at lave eller mobildækning i huset og det giver hende det pusterum, som hun har brug for fra tid til anden. ”Nyd de faciliteter, der er i huset. I stedet for at tage mobil, computer og underholdning med hjemmefra, så brug tiden sammen og nyd hinandens selskab”, lyder Lauras bedste råd til sommerhusturen.

Norma Hülsenbusch, ferierådgiver

Norma Hülsenbusch

Siden foråret 2020 har kontoret været et særligt internationalt miljø, her blev Norma nemlig en del af holdet. Norma kommer fra Tyskland og bor i dag i Viborg med sine to børn og danske kæreste. Hun er uddannet frisør og kontorassistent, men har arbejdet indenfor bilbranchen og med gastronomi. I dag sidder hun hos VillaVilla og tager sig primært af bookinger og opgaver relateret til vores tyske udlejninger og kunder. Det er altså en erfaren og omstillingsparat kvinde med international bagage, som du får i røret, når Norma tager telefonen.

Når man spørger Norma, hvad der adskiller VillaVilla fra tidligere arbejdspladser, så fortæller hun, at hun ”aldrig har oplevet et team, som er så harmonisk både på arbejde og privat”. Det gør, at dagene på kontoret er fyldt med smil og gode stunder, noget Norma sætter pris på. Den danske hygge har hun taget til sig fuldt ud og når hun tager med familien på ferie på den jyske vestkyst, er det også omdrejningspunktet for dagene sammen. Vesterhavets brusen, lange gåture og hyggelige timer foran pejsen er ifølge Norma hygge, når det er allerbedst. 

Sissel Kornerup Hansen, ferierådgiver

Sissel Kornerup Hansen

I sommeren 2020 blev Sissel student fra Viborg Katedralskole og har siden da været en del af holdet bag VillaVilla. Sissel sidder klar ved tasterne, når I har spørgsmål til jeres booking, udlejning eller ophold generelt. Sissel er en erfaren ung kvinde, der tidligere både har arbejdet som assistent på en dyreklinik og som børnepasser på et familiecenter. Det gør hende til det perfekte match til det arbejdsmiljø, der er hos VillaVilla, som hun selv beskriver som havende lige meget plads til spas og seriøsitet.

Når Sissel ikke er på arbejde, så bruger hun sin fritid på at træne og være sammen med sine venner/veninder. Med mange år som håndboldspiller på højt plan er det vigtigt for Sissel at være aktiv, når hun kan. Det betyder dog ikke, at hun ikke nyder tiden sammen med veninder og at hygge står højt på hendes liste af prioriteter. Det er også det, hun fremhæver, når man spørger hende, hvad hun synes det bedste ved at tage i sommerhus er. ”Det er helt sikkert hyggen! Jeg nyder, at man kan slappe fuldstændig af, når man er i sommerhus og bare koble helt af med enten familien eller venner,” siger hun med et smil.

Tobias Karlsen, ferierådgiver

Tobias Karlsen

Tobias er 20 år gammel og blev student fra Handelsskolen i Viborg i 2021. Tobias blev ansat som ferierådgiver i vores bookingafdeling i juli 2021, hvor han sammen med resten af afdelingen hjælper vores sommerhusgæster før, under og efter opholdet. Når Tobias ikke er på arbejde, står den på håndbold, venner og tid med familien. Hvis ikke der er håndboldkamp eller træningslejr i weekenden er Tobias ofte at finde i byen med vennerne i Viborg.

Tobias elsker en tur i sommerhus når lejligheden byder sig. For Tobias er sommerhusture nemlig lig med familietid, hygge og nærvær.

Laura Nørskov, ferierådgiver

Laura blev student fra Midtbyens Gymnasium i sommeren 2023 og har siden august 2023 været en del af VillaVilla-teamet. Laura er ferierådgiver i vores bookingafdeling, hvor hendes primære arbejdsopgaver kræser sig om at hjælpe vores skønne lejere både før, under og efter deres sommerhusophold. Laura har tidligere arbejdserfaring fra at have arbejdet på McDonalds i Viborg, hvilket har givet hende mod på arbejdslivet. Laura føler, at jobbet hos VillaVilla giver hende en masse erfaring, som er med til at styrke hende til at stå på egne ben på arbejdsmarkedet. Desuden nævner Laura, at særligt fællesskabet hos VillaVilla er helt specielt, da der her er plads til alle.

Når Laura ikke er på arbejde og taler med lejere, så bor hun for tiden sammen med sine forældre og lillesøster i Viborg. I sin fritid bruger hun mange timer på særligt fodboldbanerne, hvor hun tørner ud for Team Viborgs 1. hold. Hvis der skal kobles helt, er en sommerhustur lige sagen for Laura. Særligt familiens årlige tur til Skagen er et højdepunkt. Her i sommerhuset er det hyggen, der hersker, det er uanset om vejret byder på regn, blæst eller solskin. Der er altid noget at lave i sommerhuset.

Lone Christensen, bookingleder

Lone Christensen

Lone er leder af vores bookingafdeling, som hjælper gæsterne på telefonen, mail og i vores chat. Lone er en hjemvendt Viborg pige, der efter 25 år i udlandet er kommet tilbage til hjembyen, og har siden maj været er en del af sommerhusteamet. Lone drog til udlandet, efter hun i 1995 blev student fra Viborg Katedralskole. Siden da har hun slået sine folder i den schweiziske hotelverden og de sidste mange år været inden for HR og rekruttering. Sommerhusteamet har gjort det nemt for Lone at finde fodfæste i den danske arbejdskultur. Stemningen på kontoret er super, der er altid plads til lidt sjov, også selvom telefonen nogle dage kimer uafbrudt. Også det at sælge ferier til forventningsfulde og glade gæster gør arbejdet hos VillaVilla helt perfekt for Lone.

I fritiden ser man ofte Lone på cyklen eller til fods rundt om de dejlige søer i Viborg. En tur på mountainbiken er en af hendes yndlingsbeskæftigelser, og snart kan vi også se hende på håndboldbanen igen. De mange år i den grønne Viborg HK målmandstrøje skal nu genoptages.

Som udenlandsdansker har Lone siden 1995 været turist i Danmark – Fanø og Lønstrup har mange år været feriedestinationerne. Lone elsker Vesterhavet, når der rigtigt er gang i den. En lang gåtur i storm og blæst og saltvand i ansigtet er noget af det bedste, hun ved. Selvfølgelig skal der så fyres godt op i pejsen efter gåturen. Når der skal hygges, så er Backgammon Lones favorit – sammen med en spændende krimi, god mad og vin, mens taget er ved at lette i den danske efterårsstorm.

Heidi Wirenfeldt, bureauchef

Heidi Wirenfeldt

Der er ikke nogen, der kender den daglige gang hos VillaVilla, bedre end Heidi. Siden januar 2008 har hun været en del af holdet, som hun kom til efter flere år i møbelbranchen. Hendes hovedopgave består af at være i dialog med husejerne og vores samarbejdspartnere. Glæden ved at gå på arbejde er helt tydelig hos Heidi. Hun fortæller, at det fællesskab, hun har med sine kollegaer, er noget helt særligt og at de har meget glæde af hinanden: ”Det er ikke altid, jeg har lyst til det, jeg skal lave på arbejde, men jeg har altid lyst til at komme på arbejde, og det synes jeg, er et kæmpe privilegium”.

Det kollegiale fællesskab bliver ikke på kontoret, når Heidi tager hjem. Sammen med en gruppe andre træningsinteresserede kollegaer bruger hun nemlig flere morgener i løbet af ugen på træning. En anden stor del af Heidis hverdag går med at gå lange ture med hunden og tilbringe hyggelige stunder med familie og venner. Flere gange er de også mødtes i sommerhus, hvor familien på kryds og tværs har mulighed for at bruge tid sammen med den lethed, som et sommerhusophold karakteriseres af, og i fællesskab gå på opdagelse i alle hjørner af Danmark.

Sanne Gundersen, husejerrådgiver

Sanne Gundersen

I VillaVilla’s udlejningsteam møder du Sanne. Hun er kontoruddannet med speciale i butiksledelse og har flere års erfaring indenfor administrativt arbejde med sig i bagagen. Siden august 2014 har Sanne arbejdet hos VillaVilla, hvor hun står for kontakten til de mange husejere. Derudover hjælper hun jer med booking af huse både på mail og telefon. For Sanne er ingen arbejdsdage ens og sammen med de gode kollegaer, hun har, er det noget af det, der gør, at hun ser frem til at møde ind på arbejde hver dag.

Når Sanne ikke sidder på kontoret, har hun hjemme i det sydlige Viborg, hvor hun bor med sine tre børn og kæreste. Her går tiden med træning, lange gåture og hygge med familie og venner. Også privat er sommerhusferie en del af Sannes liv. Hvert år til november tager hele familien nemlig afsted på weekendophold og nyder samværet på tværs af fire generationer. Det er en tradition med mere end 20 år på bagen og Sannes bedste tip til at nyde tiden er, at man skal huske på, at turen skal være en ferie for alle dem, der er afsted sammen.

Ditte Lund Kristensen, husejerrådgiver

Mød Ditte, som siden august 2023 har styrket vores VillaVilla-team. Ditte er en del af vores husejerafdeling og har derfor den primære kontakt til husejere. Her sidder hun med opgaver som husoprettelser, husejerkontakt, vedligeholdelse af huse og meget meget mere. Med sin uddannelse som salgsassistent og mange års erfaring har Ditte et helt specielt servicegen, som går udover det sædvanlige, og er desuden altid klar med en hjælpende hånd. For Ditte betragtes jobbet hos VillaVilla som den perfekte arbejdsplads, hvor der er positiv tilgang til arbejdsdagen samt seriøse medarbejder. Med jobbet føler Ditte, at der er mulighed for at blive fagligt udfordret samtidig med at være en del af et unikt fællesskab. 

Når Ditte ikke hjælper alle vores gode husejere, så er hun bosiddende i det sydlige Viborg med sin mand og 2 børn. Når energien helt skal fornyes, kan man finde Ditte i det lokale Crossfit 8800, hvor der bliver trænet igennem. Når batterier helt skal lades op, så fortrækker Ditte en sommerhusferie, som hun forbinder med ro, lange gåtur og samvær med familie og venner.

Steen Sinding, servicechef

Steen Sinding

Hallo – hier ist Steen! Det er en sætning, der bliver hørt mange gange på kontoret. De fleste af Steens arbejdsopgaver ligger nemlig inden for det tyske område, hvor han står for drift og service og sætter servicekonsulenter i forbindelse med husejere. Siden november 2016 har Steen været en del af holdet bag VillaVilla. Med både en erhvervssproglig bachelor i tysk og engelsk og 11 års erfaring som oversætter, er Steen i høj grad på hjemmebane i sit arbejde hos os, hvor grin, godt kollegaskab og frihed under ansvar er i højsæde.

Et andet sted, Steen har hjemme, er på håndboldbanen. Steen har en fortid som håndboldspiller og bruger stadig en del af fritiden på håndbold, nu som træner for sin datters U-15 håndboldhold. Derudover bruger han meget tid på padelbanen og følger sit favorit-fodboldhold, Liverpool, tæt. Så aktiv en livsstil kan måske gøre det svært at komme helt ned i gear, når man tager på ferie. Derfor er Steens råd til alle, der skal afsted på ferie, om det er i sommerhus eller ej, at huske at medbringe indendørsunderholdning, da det altid bidrager til hyggen.

Jacob Toft Falden, servicechef

Jacob Toft Falden

Kontoret har i mange år haft fornøjelsen af Jacobs erfaring inden for salg og sommerhuse såvel som hans gæve humor, der dagligt sikrer smil hos kollegaerne. Skruer vi tiden tilbage til år 2011-2012, sad Jacob med en finger på pulsen i næsten alle dele af firmaet; fakturering, bogholderi, ekspedition af kunder, hele paletten. I dag er Jacobs arbejdsområde primært fokuseret på service og sammen med Steen sidder han som servicechef. Jacob har ansvaret for samarbejdet med lidt over 90 servicekonsulenter, der er tilknyttet de mere end 350 huse, vi udlejer, og arbejder derudover med erhvervsudlejninger for firmaer, der benytter sommerhusene i hverdagene.

Privat bruger Jacob sin fritid på at spille fodbold med et oldboyshold hver onsdag. Selvom han altid har dyrket meget sport og godt kan lidt at konkurrere, så er det mest det sociale efter træningerne, der driver værket. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at Jacob nyder at bruge tid med familie og venner i sommerhus, hvor den travle hverdag bliver byttet ud med godt selskab, god mad og god vin.

Kathrine Højbjerg, digital forretningsudvikler

Kathrine Højbjerg

Kathrine jonglerer med både medier, IT, sprog og samarbejdspartnere, når hun hver dag arbejder med at optimere og udvikle VillaVillas digitale platforme. Lige siden hun dimitterede fra Handelshøjskolen i Århus med en kandidatgrad i tysk og international markedskommunikation har hun arbejdet i sommerhusbranchen. Størstedelen af sin karriere har hun været hos VillaVilla, hvor frihed under ansvar og nye arbejdsopgaver både inspirerer og udfordrer hende fagligt og praktisk.

Det er ikke kun på arbejde, at Kathrine er en blæksprutte. Hjemme er der gang i den med en mand, to piger og en masse sport, som familien samles om. Både svømning, løb og ridning er på programmet og det giver mulighed for at koble af i en ellers travl hverdag. Når stikket skal trækkes helt, så tager familien ofte i sommerhus. Hvert år i uge 28 sker det sammen med hele den pukkelryggede, hvor de tager 14 personer afsted og nyder hinandens selskab, den danske natur og de mange spændende attraktioner, Danmark gemmer på.

Kamilla Wetke, marketing manager

Kamilla Wetke

Kamilla er vores marketing manager, der overordnet har ansvaret for planlægning og evaluering af VillaVillas PR og markedsføringsindsatser på tværs af nærmarkederne. Ligesom Kamilla, sammen med resten af marketingsteamet, også sørger for tilrettelæggelse af blandt andet messedeltagelse og markedsanalyser. Kamilla har været en del af VillaVilla siden januar 2023, men har mere end 20 års erfaring indenfor såvel indkøb, salg og markedsføring, hvor bl.a. brandstrategi og konceptudvikling har været omdrejningspunktet for mange af hendes opgaver.

Når Kamilla ikke befinder sig på kontoret i Viborg, så bruger hun tid med sine venner, familie og kæreste samt deres samlede fire piger. Træning er for Kamilla et effektivt værktøj til at holde sig frisk i hovedet, det klares med et mix af cykling, boksning og funktionel træning. Når stikket helt skal trækkes, så foretrækker Kamilla og familien at hoppe i bilen og drage mod deres skønne sommerhus i Løkken. Her bruges der tid på lange gåture langs vandet og tid til hygge og nærvær. For Kamilla har et sommerhus en hel magisk evne til at skabe afslappende rammer langt væk for hverdagens stress og jag. 

Therese Læburgh Larsen, marketingkoordinator

Therese Læburgh Larsen

Siden foråret 2023 har Therese været en del af VillaVilla-teamet. Therese sidder som marketingkoordinater klar til at opdatere VillaVillas sociale medier samt udvikle og koordinere andre marketingtiltag. Med sin kandidat i tysk erhvervssprog og international erhvervskommunikation samt tidligere erfaring som marketingassistent er Therese en haj til kommunikation på såvel dansk og tysk. For Therese er det et kæmpe plus at kunne udfolde sine kreative evner indenfor marketing samtidig med at være en del af et team med et stærkt sammenhold ved VillaVilla.  

Når Therese ikke er at finde på kontoret i Viborg, så nyder hun at bruge sin tid på at løfte tunge vægte samt at bruge tid med sin kæreste, familie og venner. Når stikket helt skal trækkes fra hverdagens stress og jag, så nyder Therese at være i sommerhus med sine nære. Her er favoritaktiviteterne at læse bøger og spille kort. Når vi spørger, hvad Thereses bedste råd til vores sommerhusgæster er, så lyder det klart, ”Nyd det!”.