Kommandørgården på Rømø

Kommandørgården på Rømø er en velbevaret slægtsgård tilbage fra 1600-tallet. Gården tilhørte en af øens velstående familier og har fået tilnavnet fra de kommandører, der levede på gården, og som havde kommandoen på de skibe, der blev brugt til hvalfangst og lange togter på tværs af Nordatlanten. I dag kan gården besøges fra påsken og indtil efterårsferien, resten af året kan I kigge på den flotte bygning udefra.

Slægtsgård fra 1600-tallet

Fra 1600-tallet og 12 generationer frem har Kommandørgården været ejet af den samme familie. I 1770 undergik gården den ombygning, der har efterladt den, som den står i dag. Både sejllads, handel og landbrug har været gårdens hovederhverv og det store hus har været hjem for mange tjenestefolk, karle og lejere foruden familien selv. Huset er særligt interessant, fordi det inventar, der er tilbage, er velbevaret, for eksempel det smukke malerarbejde. De indvendige vægge er desuden dekoreret med hollandske fliser. Fra gården er der en fantastisk udsigt over Vadehavet.

Det kan du opleve ved Kommandørgården

Selve gården
©foto af Roberto Fortuna, Nationalmuseet

Udstillinger på Kommandørgården

Selve gården er indrettet som den var sidst i 1700-tallet med malede paneler, træværk udskåret på flotte faconer og med fliser fra Holland. De forskellige rum på gården fortæller gennem deres indretning om livet og landbruget på gården. Der udstilles kvindedragter fra øen sammen med andre tekstiler, der i sin tid blev hentet hjem fra udlandet fra de internationale og årelange togter, som mændene drog ud på.

Derudover laver Rømø Lokalmuseum i samarbejde med Nationalmuseet særudstillinger i gårdens lade. Disse fokuserer særligt på Rømøs historie som fiskeriø og fortæller om både øens søfart, hvalfangst, fiskeri, landbrug, kultur og placering ved Vadehavet.

Hvalskelettet i laden

Som en helt særlig oplevelse, kan du I Kommandørgårdens lade komme tæt på en af havets kæmper. Her udstilles nemlig et skelet af en kaskelothval, der strandede på Rømø i 1996. Det var kæmper som denne, kommandørerne i sin tid sejlede om kap med på deres togter i de nordlige have og skelettet i sig selv, gør et besøg på Kommandørgården turen værd.

En tur på café

På Kommandørgårdens museum ligger også en café, hvor I kan købe lidt at spise og drikke. Her serveres lækkert hjemmebag, kage, kaffe, te, saft fra lokale producenter og økologisk is. Der er mulighed for at nyde den lille spisepause både inde- og udenfor. I kan også tage jeres egne madpakker med og nyde dem med udsigt over Vadehavet. Overfor caféen ligger en legeplads, som børnene kan brænde krudt af på efter et besøg på museet.

Find vej

Som nævnt holder Kommandørgården åbent fra påsken til efterårsferien. Museet har begrænset adgang for kørestolsbrugere, men gårdens lade kan let tilgås, hvor særudstillingen i samarbejde med Nationalmuseet befinder sig sammen med hvalskelettet. 

Gården ligger på følgende adresse:

Juvrevej 60

6792 Rømø

Besøg gerne hjemmesiden om Kommandørgården for at planlægge jeres besøg.

Ofte stillede spørgsmål om Kommandør-gården

Hvornår åbner museet?

Museet holder åbent i påsken, fra 1. maj til 30. september og igen i skolernes efterårsferie.

PÅSKE: 12.04. – 18.04., tir.-man. kl. 10-15

FORÅR: 01.05. – 31.05., tir.-søn. kl. 10-15

SOMMER: 01.06. – 30.09., tir.-søn. kl. 10-17

EFTERÅRSFERIEN (UGE 42): 18.-23.10., tir.-søn. kl. 10-15

Lukket alle mandage (bortset fra 2. påskedag).

Hvor ligger museet?

Juvrevej 60

6792 Rømø

Hvad koster et besøg på museet?

Det er gratis at besøge for børn under 18 år.

For voksne koster en billet 50 kr.

Rømø