Strandingsmuseum St. George i Thorsminde

Oplev verdenshistorie på Vestkysten. Et besøg på Strandingsmuseet St. George i Thorsminde er en oplevelse for alle sanser og for hele familien.

Helt ude på Vestkysten i den lille fiskerby Thorsminde, ligger Strandingsmuseum St George. I foråret 2017 genåbnede museet i helt nye bygninger og med flotte nye interaktive udstillinger, der siden har begejstret både museumsgæster og anmeldere.

Den fantastiske beliggenhed ud til kysten, den prisbelønnede arkitektur og den engagerende formidling har betydet, at Strandingsmuseum St. George er nomineret til den prestigefyldte pris ”European Museum of the Year 2019”.

Udsigt over Vesterhavet fra tårnet i Strandingsmuseum St. George

Strandingernes kyst

På Strandingsmuseum St. George fortælles der om spændende og dramatiske strandingshistorier med de hundredvis af skibe, der gennem tiden er forlist på den farlige jyske vestkyst, og hvorfor denne kyst var så frygtet af søfolkene dengang. Du kan også høre om kystbefolkningens håndtering af de voldsomme begivenheder og deres møde med strandede søfolk fra hele verden. Det er barske fortællinger om liv, død og heltemod, men også om medmenneskelighed, omsorg og kærlighed.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få inspiration til den næste ferie i sommerhus
Vi sender løbende nyheder, tips og inspiration til din ferie, og du kan til enhver tid framelde dig igen.
Din emailadresse bliver hos os.
MANGE TAK FOR DIN TILMELDING TIL NYHEDSBREVET
Vi glæder os til at forkæle dig med nyheder omkring vores luksushuse. Før vi kan gøre det, er du dog nødt til at bekræfte din tilmeldingen via linket i den mail, vi har sendt dig.

Den værste strandingskatastrofe

Centralt i museet er beretningen om en af verdenshistoriens største strandingskatastrofer, der skete ud for Thorsminde i julen 1811. Her strandede de to engelske linjeskibe HMS St. George og HMS Defence strandende under en orkan, og næsten 1400 søfolk druknede. Kun 17 kom levende i land.

I den stemningsfulde udstilling følger man de to skibe på deres sidste, skæbnesvangre rejse, og på ”banjerdækket” kommer man helt tæt på livet ombord fortalt gennem de hundredvis af genstande, som dykkere har bjærget fra vragene. En unik samling, der ikke findes magen til i verden.

Helt enestående er også St. George’s originale ror, der med sine næsten 12 meter virkelig giver en forståelse af, hvor stort skibet var. Roret hænger i tårnet, og man kan følge det fra bund til top og oven i købet røre ved det! Fra tårnrummet øverst har du en storslået udsigt over hav og fjord.

Gå på opdagelse i museet

Museets udstillinger indbyder museumsgæster i alle aldre til at gå på opdagelse, lytte til fortællingerne, se filmene og prøve de interaktive spil. Børnene kan også klæde sig ud som engelske marinere anno 1811, kigge ned i skuffer og ind i skabe og dykke ned i marinarkæologens univers med lommelygte, og lege på havets bund.

Udendørs findes en udensdørs maritim legeplads, hvor børnene kan slå sig løs.

Strandingsmuseet indeholder masser af oplevelser for børn

I 2019 kan museumsgæsterne besøge særudstillingen ”Havfald”, der sætter fokus på den omfattende plastikforurening af verdenshavene.

Læs mere om Strandingsmuseum St. George, om åbningstider og priser på strandingsmuseet.dk.

Adresse:

Strandingsmuseum St. George
Vesterhavsgade 1E, Thorsminde
6990 Ulfborg